Sports- og arbejdsskader
Sportsskader, arbejdsskader, akutte skader og kroniske skader har en særlig plads i min karriere som behandler, da det var her, jeg begyndte at praktisere for mere end 40 år siden.
Allerede som 17-årig behandlede jeg den første håbefulde klubkammerat i atletikklubben, som skulle løbe maratonløb 14 dage senere – og hjalp ham igennem succesfuldt! Senere kom mange til alle steder, hvor jeg har færdedes i mine mere end 4 årtier som idrætslærer og -træner.
Jeg har i den tid givet tusindvis af behandlinger, som har involveret kropslige skader og skavanker i forskellige former.
Det er altid en stor glæde at kunne hjælpe et menneske tilbage til fuld styrke, fuld funktion og bevægelighed. Og vigtigst af alt: SMERTEFRI!
Smerterne stjæler nemlig opmærksomheden og suger glæden ud af humøret.
Men smerten i en ny, akut eller kronisk skade er ikke nødvendigvis det samme som, at noget i kroppen er farligt.
Smerte ER et advarselstegn, og derfor bliver det nemt misvisende, at helingsprocesserne også gør ondt, og mange folk bliver faktisk bange for at gøre noget forkert med deres krop i genoptræningsfasen, fordi der er naturlig smerte forbundet med optræningen. Og der er naturlig smerte forbundet med at udvikle sin styrke og sin smidighed. Det kan være svært at skelne, hvis man ikke selv har en solid træningserfaring og faglig viden om smerter og skader.